Sende fotografier via e-post

Du kan sende fotografier med e-post direkte fra iPhoto og bruge temaer (design), der organiserer dine fotografier på smukkeste vis. Hvert tema indeholder eksempeltekst, som du kan redigere for at føje beskrivelser, billedtekster og anden tekst til fotografierne.

Hvis modtagerne skal kunne bruge de fotografier, du sender, i stedet for bare at kunne se dem, kan du vedlægge dem din e-post-besked. Modtagerne kan derefter hente fotografier fra e-post-beskeden og udskrive dem, bruge dem i deres egne projekter osv.

Du kan sende op til 10 fotografier med e-post (nogle af modtagerne kan dog bruge internetudbydere, der ikke accepterer beskeder over en vis størrelse).

Hvis du bruger programmet Mail, der følger med Mac OS X, bruger iPhoto den første konto i Konti i Mails indstillinger til at sende disse fotografier med e-post. Du kan indstille forskellige Mail-konti i iPhoto og vælge, hvilken en der skal bruges, når du sender e-posten.

Du sender fotografier via e-post på følgende måde:

  1. Vælg det eller de fotografier, som du vil sende, op til 10 pr. e-post.

    Du kan sende fotografier fra dit fotobibliotek eller fra et album, men ikke fra et lysbilledshow eller et projekt (f.eks. en bog, et kort eller en kalender).

  2. Klik på knappen Del på værktøjslinjen, og vælg E-post på lokalmenuen.

  3. Hvis det er første gang, du bruger iPhoto til at sende fotografier med e-post, skal du vælge den e-post-konto, du vil bruge, klikke på Indstilling, udfylde oplysningerne og derefter klikke på Arkiver.

    Hvis du ikke kan se din udbyder, skal du klikke på Annuller og følge trinene i nedenstående opgave for at indstille e-post-kontoen.

    Dine fotografier vises i e-post-vinduet, præsenteret i et tema.

  4. Tilpas e-post-beskeden på en af følgende måder:

    • Du ændrer temaet ved at vælge et andet blandt de temaer, der vises til højre for e-post-beskeden.

    • Du flytter fotografierne rundt på siden eller i en ramme ved at trække dem.

    • Du zoomer ind på et fotografi ved at klikke på det og trække zoommærket.

    • Du tilføjer tekst ved at klikke på eksempelteksten og skrive din egen tekst. Når der er valgt tekst, vises en formateringspalet til ændring af tekstens skrift, størrelse og vandrette og lodrette justering.

      Hvis du ikke vil inkludere tekst, kan du lade eksempelteksten være (eller slette den), for den vises ikke i e-posten.

      Billede af tekstformateringspalet

  5. Du inkluderer de individuelle fotoarkiver i e-post-beskeden ved at vælge “Vedlæg fotografier til besked” (under temaminiaturerne til højre).

    Når du vælger dette afkrydsningsfelt, sender iPhoto hvert fotografi som et separat arkiv, så modtageren kan udskrive dem individuelt. Hvis du vælger denne mulighed, skal du vælge Optimeret på lokalmenuen Fotostørrelse for at komprimere fotografierne til en størrelse, der passer til forsendelse med e-post. Arkiverne sendes i et enkelt bilag.

    Hvis du ikke vælger denne mulighed, kombineres fotografierne i temaet til et enkelt billede. E-post-beskeden er mindre, så det tager kortere tid at sende og hente den, men modtageren kan kun udskrive fotografierne som en del af temaet, ikke enkeltvis.

  6. Øverst i e-post-vinduet skal du skrive modtagerens e-post-adresse (i feltet Til) og et emne.

  7. Hvis feltet Fra ikke viser den adresse, du vil bruge, skal du klikke i feltet og vælge en anden adresse.

    Hvis den e-post-adresse, du vil bruge, ikke er inkluderet, kan du i næste opgave læse, hvordan du tilføjer den.

  8. Klik på Send, når du er klar til at sende dine fotografier med e-post.

Du indstiller en postkonto i iPhoto på følgende måde:

  1. Vælg iPhoto > Indstillinger, og klik derefter på Konti.

    Hvis du arbejder på fuld skærm, skal du flytte markøren til toppen af skærmen, så menulinjen vises.

  2. Klik på knappen Tilføj (+) i det nederste højre hjørne.

  3. Klik på E-post, og klik derefter på Tilføj.

  4. Vælg e-post-udbyderen.

    Hvis du ikke kan finde udbyderen, skal du vælge Anden.

  5. Skriv de nødvendige oplysninger.

    Hvis du bruger programmet Mail, som følger med Mac OS X, kan nogle kontooplysninger være udfyldt allerede. Hvis du ikke ved, hvad du skal skrive, kan du bede din udbyder om oplysningerne.

Du kan indstille flere e-post-konti i Mail ved at gentage ovenstående trin for hver konto. Når du sender en e-post fra iPhoto, kan du ændre den udgående konto ved at klikke på lokalmenuen Fra og vælge en konto.

Du ser dine e-post-beskeder med fotografier på følgende måde:

Hvis du vil se e-post, du sender fra iPhoto, skal du sende hver e-post-besked til dig selv også. iPhoto kan automatisk sende dig en “blind” kopi (blind betyder, at modtagerne ikke kan se, at du også er modtager).

  1. Vælg iPhoto > Indstillinger, og klik derefter på Avanceret.

  2. Vælg “Automatisk Bcc til mig selv”.

Du kan også se, om eller hvornår du sendte et fotografi med e-post. Vælg fotografiet, og klik på knappen Info på værktøjslinjen, og se under Deling, hvem fotografiet blev sendt til og hvornår. Klik på optegnelsen under Deling for at åbne en e-post-besked, du har sendt, så du kan se, redigere eller sende den igen. (Hvis du ikke kan se Deling, har du ikke delt fotografiet.)